I virkeligheden er denne historie ikke kun om mig, men om mange der har det som mig.
Jeg bliver hurtigt overvældet og drukner i indtryk,når jeg er ude.
Derfor har jeg øjnene limet fast til fliserne og ser ikke folk, der smiler venligt, og selv venner ses ikke. Det er ikke fordi jeg ignorerer.
Jeg prøver blot at overleve.
Pt har jeg haft øreproblemer, men når jeg ikke har det, er høretelefoner en absolut redning for mig. Det dæmper omgivelserne, giver dermed mig et mindre overvældende sanseindtryk
Imens jeg går ude blandt mennesker, er min angst konstant i aktivmode, og det er ofte en kamp, at gøre noget så simpelt som at gå gennem byen for at komme ned og handle
Når du handler, går du sikkert rundt og kigger tilbud, tager en smuttur forbi chipsene, fordi du lige havde lyst til lidt lækkert knas, kigger på tøj olign, og møder du en ven, kan i lige tage en sludder for en sladder
Jeg har en mission.
Ind og ud af butikken, så hurtigt som muligt. Jeg ved hvor varen er, og tiden brugt i supermarked er oftest kun mellem 5 og 10 min.
Øjne er primært limet til gulvet, og det eneste jeg ser er fødder, så jeg ikke ramler ind i folk.
Så kommer køen..... Min koldsved bryder ud for alvor, kvalmen og hjertebanken følger med hånd i hånd,og jeg fokuserer på mit åndedræt, så jeg ikke begynder at hyperventilere.
Samtidigt låser jeg mine knæ, så jeg ikke dropper varerne og løber ud af butikken
Personen bag mig, mener de skal stå så tæt på som muligt, gerne helt oppe af mig, hvilket forværrer situationen for mig, men jeg bliver stående, og håber ingen ser jeg ryster og sveder.
Endeligt kan jeg lægge varer op. Og så sker det. En vare kan ikke slåes ind og mens jeg afventer svar fra en anden medarbejder, bliver jeg totalt fokus for irritation fra dem bagi i køen, hvilket derved ender med at min angst nu er ved at slippe ud af mit jernhårde greb, og det er så der jeg gerne vil sige, at jeg ikke er uhøflig. Jeg er i overlevelsesmode. Nu skal det her overståes, og jeg skal UD, inden jeg hyperventerer mig selv ind i et hjørne for at kaste op. Jeg er kort for hovedet, ingen smil, men formår at sige nej tak med halvkvalt stemme, til en kvittering, kaster varerne ned i tasken, og stormer ud af butikken med mileskridt. Denne følelse forsvinder ikke bare.
Den hænger ved, og den suger AL energi
Så hvis jeg ikke lige smiler, nikker eller på anden måde virker jovial overfor dem jeg kender eller fremmede, så er det derfor
Jeg prøver blot at komme igennem dette helvede, så jeg kan komme hjem og skifte tøj, der er gennemblødt af koldsved
Bonus er, at de 2-5 dage( alt efter hvor alvorligt det er) er jeg totalt mørbanket.
Forestil dig tømmermænd efter en bytur på 3 dage, eller en influenza med 40 i feber.
Det er nogenlunde samme effekt
Jeg er, kort sagt, en slatten karklud
Hvorfor så ikke få behandling?
Jeg har generelt dårlig erfaring med psykiatrien og sundhedsvæsenet i form af fejlbehandling, fejldiagnosticering, fejlmedicinering og bliver ofte mødt af forsomme, hvilket er alment for folk med diagnoser. Jeg har haft udskudt læge så meget, jeg endte med akutindlæggelser, men også oplevet at pga fejldiagnoser og afvisninger fra læger, endte jeg med akutindlægninger.
Jeg har derfor, specielt i forhold til mine psykiatriske diagnoser, valgt at lave mine egne copingsmekanismer( måder at overleve). I sidste ende, måtte jeg erkende jeg havde seriøst brug for hjælp, og det blev starten på enden
Den første psykiater for ca 2 år siden fejlmedicinerede mig, gav mig ingen terapi, og gjorde mig til en zombie, Da jeg bad om anden medicin, for min ADD ( ADHD hvor det er hjernen/tanker er er eksplosivt aktive 24 timer i døgnet), ville han kun give mig medicin, der var i samme klasse som den jeg allerede fik. Begge mediciner er de mindst brugte og mindst effektive til behandling, men han nægtede mig anden
Jeg startede så et andet sted, og her gav de så slet ikke medicin,
Man kan ikke stole på folk med diagnoser, da vi alle er narkomaner.
Den slags mennesker, kan man jo ikke stole på med piller😯
Da jeg sagde til sygepelejersken der skulle være min terapeut( jep hun var ekstremt ineffektiv og uden relevant uddannelse), at jeg var utilfreds med at blive kaldt narkoman, og at påpegede de havde løjet i min journal, blev jeg truet med at blive smidt ud af forløbet, fordi den psykiater der sagde det var bare helt fantastisk. Eftersom jeg havde og har brug for hjælp, måtte jeg derfor finde mig i den behandling, men i sidste ende var det sted så uprofessionelt og jeg endte, takket været sundhedsvæsenet, med at have det meget meget værre, og jeg kan absolut intet gøre ved det. Denne opførsel påvirkede min angst drastisk, men ikke kun den.
Så hvis du ser en, der ikke lige smiler og nikker, har hovedtelefoner på når de står ved kassen, og måske virker arrogant, så prøv ikke at dømme- Vi er ikke sure røvhuller der hader verden.
Vi prøver bare at overleve
